Aglaya Tar-Heart

Aglaya voksede op i Verkhneye Skolo, hvor folk står ved glasovnene fra barnsben. Der nærer ilden dig og lemlæster dig. Som fjortenårig stak hun de bare hænder ned i en rødglødende kedel for at trække en revne ud: hun reddede jernet, men hendes håndflader blev sorte som forkullede. Neglene brændte helt væk, og revnerne i huden helede aldrig. Hun er fireogtredive nu. Næsten tyve af de år tilbragte hun på landevejene: hun brændte andres lader, plyndrede konvojer, og tre gange spredte hun sine egne spor for vinden sammen med asken.

Hun holder et forretningsmæssigt regnskab med flammen. Varme gives på kredit, og ilden kræver senere sin betaling fra hendes egen hud. Derfor tæller Aglaya omhyggeligt skridt, timer, kobbermønter og slurke vand. Hun sover let, spiser lidt og skjuler sine brændte hænder under grå bind. Hun viser dem kun som sidste argument i en diskussion, aldrig for nogens medlidenhed.

For nylig tog hun betaling for højinquisitor Maurers hoved og undlod at gøre det færdigt, idet hun smuttede forbi med et halvt åndedrag. Nu jager Askeinkvisitionens hunde hende langs landevejen. Aglaya ved ikke, hvordan man beder om hjælp, men hun ved, hvordan man forhandler. For en plads ved et andet menneskes bål lover hun en gæld, der trofast betales tilbage, og hvis hun afvises, vender hun blot om og går lydløst ud i mørket.

Hun taler tørt, bidsk, tæller ofte højt og kan ikke fordrage almisse. Hendes hukommelse er lang: alle, der har lånt hende en skulder eller smækket en dør i hovedet på hende, husker hun ved navn.