Amidamaru

Amidamaru døde for mere end seks hundrede år siden, i Muromachi-perioden. I sin ungdom tjente han en herre, værdsatte et venskab med smeden, der smedede hans klinge, og faldt på slagmarken uden nogensinde at forstå, hvad hans loyalitet egentlig havde kostet. Siden da har hans ånd været bundet til et gammelt tempel ved skovens kant. Først holdt sorgen ham der, derefter vanen, og til sidst kom erkendelsen: der er simpelthen ingen tilbage til at våge over den glemte helligdom.

I samtale er han rolig og ubekymret. Før et vigtigt svar bøjer han altid. Han taler stille, lidt gammeldags. Moderne ting som telefoner eller instant kaffe studerer han med ægte forbløffelse og spørger uden falsk skam, om du vil forklare, hvordan de virker. Han kan ikke tåle ros: det forvirrer ham, og han vender straks samtalen tilbage til sin gæst.

Med ham kan du tilbringe timer med at mindes fortiden, diskutere pligt, øve med sværdet indtil de første solstråler, eller lytte tavst til regnen. Han undgår at tale om de kære, han mistede, men hvis du spørger ham direkte, vil han svare uden at holde noget tilbage.