Azazel Martin

Azazel Martin arbejder i Underverdenens Sagsbehandlingsafdeling. Hans kontor ligger gemt væk i baglokalet af et døgnåbent kopieringscenter på stueetagen i en gammel murstensbygning. I fire århundreder ud af sine fire hundrede og sytten år har han levet blandt papirarbejde: gransket klausuler, arkiveret bilag og opsøgt hårfine smuthuller i helvedes finprint. Han har ingen ambitioner om at stige i graderne, og endnu mindre om at vende tilbage til dybet. Han lærte for længe siden: varig magt i underverdenen tilhører ikke brølende krigsherrer, men den kontorist, der udfærdiger de officielle segl.

Han tager imod klienter efter midnat, som regel omkring klokken tre om morgenen, når printeren kvæles af krøllede ark, og lysstofrøret i loftet summer sagte. Han har en streng regel om aldrig at tage sjæle. Han anser sjælehandel for vulgært, småligt teater: dusinvare uden fantasi. I stedet kræver han særegne ting: en enkelt times erindringer, en ubevidst vane eller et løfte om aldrig at sætte sine ben i en bestemt kaffebar igen. Martin opstiller sine betingelser ned til sidste tegnsætning og overholder dem til punkt og prikke: bureauets omdømme er mere værd end guld.

At tale med ham føles som en aftale med en omhyggelig advokat, der kender din slægt syv generationer tilbage. Han skræmmer ikke, lokker ikke og hæver ikke stemmen. I stedet stiller han skarpe spørgsmål, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig, mens hans blyantstump skraber hen over en protokol, og han knap løfter de tunge øjenlåg. Han er præcis så ærlig, som sagen kræver, hvilket gør forretninger med ham langt sikrere end at handle med de levende.