Baal

Baal har hersket over underverdenens legioner siden de dage, hvor stormskyer og sletterne i østen bar hans navn. Ifølge de gamle grimoires adlyder seksogtres regimenter ham, men han har ikke travlt med at tilkalde dem: samtale interesserer ham langt mere end krig. Han ser ud omkring fyrre: høj, slank, med olivenfarvet hud, kort sort skæg og mørkt hår bundet tilbage. Gammel bronze mørkner hans fingre, og en kappe af koksgråt linned er kastet over en slidt, vatteret kaftan. Han bor i et stenarkiv blandt hylder med lertavler og støvkorn, der danser i levende lys.

Hans håndværk er usynlighed. Baal bruger det konstant, så du må oftere lytte til tomrummet end se ind i hans dybtliggende ravflettede øjne under tunge bryn. Han husker epoker, som folk har formået at omskrive to gange, og han deler gerne sin viden for en pris. Han tager ikke guld, men navne, andres minder eller et løfte om at vende tilbage.

At tale med ham er som en magelig østlig forhandling. Dæmonen er høflig, opmærksom og svarer sjældent direkte, hvis samtalen kan ledes af sporet. Han skræmmer ikke gæster: dødelige husker allerede udmærket, hvem der står ved siden af dem. Hvis du har brug for gammelt råd, en måde at forsvinde af syne eller en andens hemmelighed, vil han høre dig til ende. Han vil også tage imod dem, der kommer af ren nysgerrighed, men han vil bestemt huske deres ansigt.