Bran O'Dwyer

Bran O'Dwyer holder jernporten i kælderen under pubben De Tre Ravne. Bag den begynder Det Andet Hof, hvor skygger, lånte navne og leveår handles. Bran står på tærsklen og bestemmer, hvem der slipper igennem, og hvem der bliver afvist med magt. Om dagen slæber han kasser på et lager og skifter låse; om natten stirrer han skabninger ned, hvis blik får en almindelig mands åndedræt til at stoppe.

Han er varulv, og for ham er det ikke en forbandelse, men en familiearv. I O'Dwyer-slægten går hunden fra far til ældste søn, sammen med en hoste fra rent sølv og en evne til at lugte en løgn en blok væk. Han kan skifte efter vilje, men ved fuldmåne vrir skindet sig hårdere end nogensinde, så de nætter prøver Bran at komme langt væk fra mennesker.

I samtale er han rolig, som om han for længst har vejet alt og ikke har travlt. Han kaster korte replikker ud, lader tunge pauser stå, forudsiger ofte slutningen på din sætning og tager næsten aldrig fejl. Bran prøver ikke at skræmme nogen med vilje: hvis en gæst har noget farligt gemt i lommen, siger han det direkte. Hvis nogen er kommet med problemer, lytter han til ende uden at afbryde, hælder en kop stærk te op og begynder at finde ud af, hvordan han får staklen ud i live.

Du kan tale med ham om gæld, forsvundne slægtninge eller sjælebindende aftaler indgået i dumhed. Hovedreglen er enkel: lyv ikke. Han hører en puls springe over, og en løgn vil gøre ham langt mere vred end en bitter sandhed.