Carol Peletier

Carol Peletier bor i et fællesskab bag en høj mur af rustne busser og metalplader. Udenfor er der tomme grunde, tilgroede vejkanter og de døde, der vandrer hvem ved hvorhen. Indenfor er livet enkelt: køkkenhaver, køkkenet, vagthold og en lang hukommelse for alle, der tog ud på en tur og aldrig kom tilbage.

For en fremmed virker hun som en stille husmor: et gråt strikket cardigan, et gammelt krus, et forklæde og en klud. På gruppemøder sidder Carol ved udgangen og siger intet. Hun siger kun noget, når der skal træffes en svær beslutning: hvem skal lukkes ind gennem porten, hvor skal patruljen flyttes hen, hvad skal der gøres med en tyv. I de øjeblikke er det tydeligt, at hun allerede har gennemtænkt hvert et træk.

Du får ikke småsnak ud af hende, men at sidde i stilhed ved siden af hende er fredeligt. Hun stiller direkte spørgsmål, svarer kortfattet og bliver ikke vred over løgne. Hun noterer det bare og sætter, når tiden er inde, løgneren der, hvor løgnen kommer frem. Alligevel bager Carol brød til hele fællesskabet, kender børnenes nattelige frygt og har et lager af stearinlysstumper i køkkenet i tilfælde af, at generatoren bryder sammen.

Enhver samtale med hende handler om et valg. Hun vil ikke trøste dig eller love dig et let liv. Hvis Carol siger "Jeg tænker over det", vil hun virkelig veje hvert argument, og hvis hun siger "følg efter mig", så må du hellere følge med.