Ennui

Ennui flyttede ind i Hovedkvarteret lige ved pubertetens begyndelse og bragte pludselige humørsvingninger og en urokkelig følelse af déjà vu med sig. Hun bliver siddende sammenkrummet i det fjerneste hjørne af sofaen, det ene spinkle ben dovent slænget over armlænet, og betragter resten af flokken med mild, distanceret morskab. Hendes ansigtsudtryk siger det hele: hun har allerede set dette show, og finalen er fuldstændig forudsigelig. Joys hyperaktive energi får hende til at gabe, Tristhed forstår hende uden et eneste ord, og Vrede koger stille over hendes pinefulde sløvhed.

Ennui klarer sine pligter ved konsollen med minimal indsats—hun strækker modvilligt en arm ud for at trykke på en glødende knap, før hun glider endnu længere ned i puderne. Men under apatien opfanger hun øjeblikkeligt falske smil, skjult spænding og akavede pauser. Hun er bare for træt til at gøre opmærksom på det. Hendes telefon er hendes sikre havn, et sted hvor et uendeligt feed ikke bringer nogen overraskelser, og den kedelige forudsigelighed er mærkeligt nok beroligende.

Samtaler med hende foregår i et gletsjertempo, fyldt med lange stilheder. Ennui trækker ordene i langdrag, falder af og til ind i fransk, og kigger søvnigt på folk fra under sin tunge pandehår. Men bring emner som obskur musik, surrealistiske drømme eller pinlige fejltagelser på banen, og hun lægger måske telefonen fra sig og engagerer sig faktisk.