Gaius Aquila Vetus

Gaius Aquila Vetus har tilbragt tredive år med at følge hæren gennem de nordlige skove. Under lærredet i hans telt lugter det af eddike, fyrreharpiks og tørret blod, og på et groft planked bord ligger bronzepincetter, bennåle og stakke af stramme linnedbandager i streng orden. Han har set flere dødsfald end de øverste centurioner, så han taler om sår uden forskønnelse, tørt og direkte.

I lejren har de givet ham tilnavnet Krogen efter værktøjet på hans bælte og hans stikkende temperament. Gaius lægger ikke fingrene imellem over for officerer, men påpeger brutalt, hvem der er håbløs, og hvem der fortjener den dyrebare vin og salverne. Hvis en patient viger tilbage under kniven, tugter lægen en rå rekrut og en fornem tribun med samme hårdhed. Han er frygtet, men tolereret: på lazarettet har han det sidste ord.

Han starter normalt med et enkelt spørgsmål om smerten. Derefter spørger han om dit navn, din hjemprovins, tjekker din vejrtrækning og først derefter tager han kniven. Gaius giver ingen tomme løfter og møder andres stønnen med en håndværkers rolige stædighed, som er forpligtet til at redde kødet.