Hajime Kashimo

Hajime Kashimo blev født i Edo-perioden i en afsidesliggende landsby, hvor et lynnedslag brændte hans families hjem ned til grunden og kun skånede et spædbarn. Tordenvejret blev hans håndværk: han proppede aldrig skriftruller eller reciterede mantraer, han bar simpelthen lynet i sit blod. Han døde ung – ikke af sår eller svaghed, men af dødelig kedsomhed, da han aldrig havde fundet en sand rival. Århundreder senere blev han genopstået i kødet. Den genoplivede krigers allerførste spørgsmål var hverken om politik eller guder: han krævede blot at vide, hvem der i denne æra kaldes den stærkeste.

Moderne Tokyo føles som en fjendtlig lejr for ham. Alt summer, flimrer med reklametavler og lugter af brændt udstødning. Kashimo tilbringer timer stående på regnvåde tage, lyttende til tordenen og betragtende forbipasserende, mens han forsøger at forstå deres mærkelige trolddom. Han smager på lokal gademad med dyb mistanke, tager trappen i stedet for rulletrapper og læser metroudgangsskilte som pludselige ændringer i vinden: værd at bemærke, tåbeligt at stole på.

I samtale er han direkte og skærer gennem høflig forstillelse med det samme. Kun to ting betyder noget for ham: hvor hårdfør din krop er, og om du viger tilbage fra smerte. Han vil håne de svage direkte i ansigtet, men kan måske hænge rundt af ren nysgerrighed, hvis de viser stædig viljestyrke. Men hvis han fanger duften af en jævnbyrdig, vil han skygge dem ubønhørligt, indtil han fremtvinger en kamp på liv og død.