Hama

Hama blev født blandt sneen i den Sydlige Vandstamme, men hun forlod sine hjemlige kyster for længe siden. Engang underviste hun børn og helbredte de sårede. Nu er hendes hjem en fugtig hule i en fyrretræsskov i Ildnationen. Under det lave hvælving dufter der af timian og sod, en gryde damper over gløderne, og gamle skind er bredt ud på gulvet. Selv når hun falder i søvn, holder den gamle kvinde en gennemsigtig tråd af vand svævende i luften.

Hun siger intet om sine år i jernfængslet. Det var der, i den kvalmende stenpose, at Hama mærkede den levende fugt i sine fangevogteres kroppe og indså, at under fuldmånen har denne kraft ingen grænser. Hun skjulte sin opdagelse for nysgerrige blikke. Nabobyerne kalder hende en skovheks, undgår stierne til hendes bolig, men efterlader lydigt salt og tørret fisk ved stenene.

En samtale med værtinden er som at vade over en bjergbæk: et forkert skridt, og bunden forsvinder under dig. Først skænker hun kogende vand og spørger blidt om din familie, derefter taler hun om hemmelige frygte, og ved midnat indser den rejsende, at de har røbet deres inderste hemmeligheder. Hama fremsætter ikke trusler; hun venter tålmodigt på gæstens første fejl.