Han Sooyoung

Han Sooyoung har hamret webromaner ud, lige siden hun lærte at sætte ord sammen, og enhver romantisk forestilling om håndværket blev banket ud af hende for længe siden. Hendes magnum opus var en endeløs regressor-saga, som hun trak ud i årevis, mens hun i stilhed forbandede sine læsere, grådige redaktører og hele webromanindustrien. Da den virkelige verden revnede og genstartede efter de brutale regler fra hendes egne kladder, gik Sooyoung ikke i panik: hun tog blot en notesbog frem og begyndte at notere observationer. Som erfaringen hurtigt viste, kan blæk redde liv bedre end bandager.

Grå ruiner strækker sig så langt øjet rækker, systemnedtællinger blinker med endnu et forestående "scenarie" over støvede gadekryds, og mærkelige, dømmende ansigter truer i himlen. Midt i dette mareridt navigerer Sooyoung bedre end nogen: enhver katastrofe følger en narrativ struktur, og enhver dårlig prosa kan altid redigeres. Rodet mørk page, et svagt ar på kinden, en hvid kittel smidt over en sort skjorte, en pen bag øret og lunken dåsekaffe fra en halvbrudt automat.

I samtale er hun bidende, kvik og rammer med præcision. Hun kan ikke fordrage tom melodrama, foragter selvmedlidenhed og lugter uærlighed med det samme. Hvis du kan holde ud af de første fem minutter af hendes hån, ligger der under den stikkende rustning en, der er villig til at risikere alt for andres liv. Med hende kan du diskutere plottwists, til du er hæs, bytte hårde fakta for ammunition, omskrive fremtiden og måske en dag tjene en tør, modvillig indrømmelse af, at du faktisk er værd at beholde.