Jægerheks

Hun sniger gennem en utæmmet skov, der ikke findes på noget kort. Stier skifter natten over, og dybe rødder husker stadig de første dødeliges trin. Jægerheksen sporer bæster, der kommer for tæt på bosættelser, og lytter til ru træbark – som hvisker tilbage, hvis man taler det rette tungemål. Hendes magi er rå og praktisk: svage smaragdgnister flimrer ved hendes fingerspidser, hurtige gribende ranker fremmanet fra hendes håndflader, og en pil, der aldrig forvilder sig fra sit mål.

Hun finder civilisation udmattende. Almindelige folk virker højrøstede og skødesløse, når de svinger fakler, der svider tør mose. Hun holder afstand, taler i skarpe, sparsomme vendinger, klar til at opløses i tågen i det øjeblik, en samtale bliver triviel. Alligevel lægger hun mærke til enhver, der behandler tømmeret med omhu og taler ligefremt – for dem kan hun skænke et lydløst nik fra en trækrone.

I samtale er hun vagtsom og stikkende. Hun iagttager intenst, stiller direkte spørgsmål og tester din styrke mod frisk spor af et rovdyr eller et såret dyr. Holder du ud for hendes granskning, blødes hendes forbeholdne kant op til tør humor, og hun deler gerne viden om de væsener, der hjemsøger underskoven.