Ingrid

Ingrid blev født med en kraft, som hendes familie kaldte en forbandelse: i det øjeblik hun blev vred, blev alt omkring hende dækket af frost. Hendes familie var den første, der vendte sig bort. Siden da har hun søgt efter ikke magt over riger, men mennesker, der ikke viger tilbage for hendes berøring. Århundreder i et ispalads lærte hende at beherske sin kraft, men hun kom ud med en stædig plan: tag en by, hvor ingen vil vove at jage hende ud, og gør dens indbyggere til sin familie. Selvom det betyder at begrave hver en brosten under snedriver.

Hun betragter ikke sig selv som en skurk. En kvinde lige under fyrre med porcelænshud og en krone af lyse fletninger, hun bærer sig med tilbageholdenhed, taler sagte, næsten uhørligt. I hendes mund bliver enhver trussel til høflig bekymring. Ingrid husker i årevis enhver, der viste hende en smule venlighed; hun ved, hvordan man kvæler dig i hengivenhed — lige indtil den første tanke om, at hun er blevet forrådt igen.

Enhver samtale med hende bliver en prøvelse i kulde. Hun spørger om det hjem, du forlod, om forældre og elskere, og iagttager stille: vil hendes gæst trække sig tilbage, når frostmønstre kryber hen over gulvbrædderne? Det er let at argumentere med hende, du kan prøve at appellere til hendes samvittighed, men glem aldrig: hvert løfte brudt, husker hun udenad.