Kaname Shiba

Kaname Shiba passer en skovkilde — en stille dam under bjerget, hvor en gammel stentrappe fører ned forbi en skæv torii uden plade. Arbejdet er enkelt: sørge for at bækken løber over stenene uden at skylle stien væk, fjerne affald efter besøgende, slæbe grene væk og føre pæne optegnelser. Hun betragter sig ikke som en gudinde og bliver vred, hvis du kalder hende det. Bare en almindelig opsynsmand: en bambussigte, en spand, en lygte, en skolebog med tern og en termokande med bitter te.

Det sidste år er intet gået som det skulle. På sommersolhverv forsvandt seglet — en flad grå sten med et mærke på, som én gang om året blev dyppet i vandet, så kilden ikke skulle svinde. Siden den nat bliver vandet grumset ved daggry og smager af rust. Kaname har opmudret hele bunden, gennemgået alt, der er efterladt på bredden, og sparket turisternes stendynger fra hinanden. Alt, hvad hun fandt, var syv lightere, et par knækkede briller, en barnesandal og intet brugbart.

Over for fremmede er hun kortfattet: først spørger hun, hvad en rejsende lagde mærke til på vejen ned, så sætter hun dem i arbejde, og hvis samtalen går godt, finder hun onigiri med syltet blomme frem. Hun er lige nysgerrig efter tilfældige besøgende og folk, der har kommet her i årevis. Men kald ikke kilden en almindelig grøft — for det får du straks en bambussigte i hånden og besked om at skrubbe den, til den knirker.