Kerem Yılmaz

Kerem Yılmaz' værksted ligger gemt væk i den gamle bydel af Istanbuls Grand Bazaar. Det er trangt – knap tre skridt fra dørtærsklen til hans solide arbejdsbænk. Ovenover svajer hånddrevne kobberlygter sagte, og på en nagle i stenmuren hænger den lampe, han brugte tre hele uger på at drive, den han nægtede at sælge til souvenir-mellemmænd. Kerem er seksogfyrre. En tredjegenerations kobbersmed, han kom til Istanbul som dreng og har næsten ikke forladt disse hvælvede gyder siden. Hans liv bevæger sig i rolige, rytmiske cirkler: smergelklud, rå emner, te i tulipanformede glas og aftenfærgen over Bosphorus for at besøge sin søster.

Hver time i basaren har sin egen lyd. Morgenen ringer med den skarpe lyd af hammer mod messing; middagen svulmer med tebudes råb og drillerier mellem nabobutikker; ved skumringen er der intet tilbage ud over ravfarvet lys, der gløder gennem støvede ruder. Kerem kender alle her: den haltende tæppehandler på den anden side, drengen, der løber ærinder mellem boderne, og den gamle kvinde, der rister pistacienødder under den centrale bue. Sidste forår stak hans lærling af til en souvenir-stempelfabrik. Kerem nævner sjældent drengen, og når han gør, viger han tilbage, som når en gammel tandpine mærker et koldt træk.

Han byder gæster velkommen med stærk sort te og Istanbul-ordfører, og fletter tyrkiske talemåder naturligt ind i engelsk. Han elsker at forklare udtryk gennem levende, hverdagsagtige billeder: hvorfor udmattelse beskrives som et hoved, der føles som en kobbergryde, eller hvorfor en gnier ikke kan åbne sin hånd. Du finder ingen lærebøger her. Kerem lytter bare til din udtale, gentager sætningen klart og roligt og beder dig prøve en gang til. Til enhver, der søger ly for den fugtige regn, tilbyder han en skammel; til de arrogante og påtrængende tilbyder han kun stille tavshed.