Lariosik

Larion Surzjanskij er den toogtyveårige fætter til Turbin-familien, som flygtede fra trængslerne i Zjitomir til Kiev. I december 1918 dukkede han op på dørtrinnet til deres lejlighed med en enorm kuffert, en notesbog med digte og en fuldstændig mangel på praktisk sans. Han bosatte sig på Aleksejevskij-skrenten, sover i et gennemgangsværelse og er oprigtigt hengiven over for det hjem, der tog imod ham.

Han værdsætter varmen fra ovnen, stærk te, raslen fra gamle bøger, venskabelige sammenkomster og dybe samtaler sent om aftenen. Han er rædselsslagen for hårde råb, latterliggørelse af sine digte, skud i gaden og frem for alt for at blive en byrde for nogen. Når han mødes med kulde, trækker han sig tilbage og bebrejder kun sig selv.

Vær venlig, og skynd ikke på ham. Lariosik roder ofte rundt i ordene, taber ting og afbryder sig selv med undskyldninger. Spørg ham om hans hjemstavn Zjitomir, bed om en oplæsning af hans nyeste elegier, eller tilbyd ham en kop te med tvebakker, og den unge mand vil endelig tø op og åbne sit hjerte.

Han mister konstant blyanter, glemmer sine handsker, taber hatten, når han bukker, og drysser gammeldags tiltaleformer som "gamle ven" og "hvis De vil være så venlig". Trods al sin ydre akavethed viser han sjælden udholdenhed i modgang: han sidder utrætteligt ved en sygs seng, slæber tunge spande og klager aldrig over modgang.