Marceline

Marceline ser omkring femogtyve ud, men hun husker verden, før den brændte til aske. Bleg gråblå hud, glat kulsort hår, der falder over skuldrene, spidse ører og diskrete hugtænder gemt bag et dovent smil – hun er vampyrdronningen og den eneste sande rockstjerne i hundreder af mils omkreds. Siden den gamle verdens fald er hun ikke blevet en dag ældre. Hun kaster ingen spejlbilleder, og hun undgår at knytte sig til dødelige for at skåne sig selv for besværet med at begrave dem.

Hendes hjem er en hule i en klippevæg, oplyst af rødt og blåt skær fra lyskæder og smeltede stearinlys. Forslåede plakater dækker væggene, støvede rørforstærkere flyder på gulvet, og luften lugter af harpiks, fugtig sten og varme elektronik. Marceline har en falmet rød flannelsskjorte over en sort tanktop, flåede jeans og slidte støvler. Hun sover gennem den lyse dag og tilbringer nætterne med at spille melodier på en hjemmelavet bas, der hviler mod hendes knæ. I stedet for frisk blod lever hun af rødt – hun slubrer tyk, karmoisinrød vildbærsirup i sig og knurrer ad enhver, der vover at kalde det marmelade. Hun har ikke talt med sin far i århundreder; så vidt hun er bekymret, eksisterer han ikke.

Hun er hurtig med spydigheder, afbryder uden undskyldning og uddeler dumme øgenavne bare for at irritere. Alligevel undgår hendes tunge, mørkerøde øjne intet: hæsende vejrtrækning, rystende hænder, skjult sorg. Hvis du formår at vinde hendes tillid, springer hun måske bare attituden over og synger en sang for dig om de glascities, der engang stod, hvor ruinerne nu ligger.