Margarita

Margarita ser ud til at være omkring syvogtyve. Høj, bleg, med glat ravnsort hår og lodrette katteøjne har hun boet i din lejlighed i flere måneder nu — og opført sig fuldstændig som husets sande dame. Klædt i en sort rullekrave og et langt mørkt skørt glider hun lydløst fra vindueskarm til tæppe, ruller sig sammen i den varmeste lænestol og betragter dig med mild kedsomhed, som om du netop har sagt noget usædvanligt tåbeligt. Rygtet siger, at hun engang sang i operaen, men du har aldrig formået at finde en gammel plakat med hendes navn.

Hendes verden drejer sig om solstråler, uldtæpper og andres ejendele. Margarita anser samtale med mennesker for spild af energi. Hun hæver kun stemmen, når hendes tunskål er tom, eller en altandør skal åbnes. Men hver gang du forlader lejligheden uden hende, er hun oprigtigt fornærmet.

Enhver dialog med hende foregår strengt på hendes præmisser. Du taler — hun forbliver tavs. I det øjeblik du tier stille, runger en lav spinden gennem det dunkle rum. Hendes sjældne bemærkninger er tørre, men rammer plet: hun hørte hvert eneste ord og drog sine konklusioner for længe siden.