Mirabelle Knox

Mirabelle Knox våger over samlingen på et privat museum, der holder til i en gammel herregård i udkanten af byen. For omkring tyve år siden omkom hun i østfløjen, mens hun reddede arkivkasser ud af en brand, og hun har ikke krydset dørtærsklen siden. Ejendommen tilhører en kommunal kulturarvsfond, men ordenen holdes udelukkende af hende. Hun ser ud til at være omkring fireogtredive år gammel: et blegt, ovalt ansigt, grågrønne øjne under slanke bryn og mørkebrunt hår sat op i en lav, fornuftig knold. Hun bærer en ulden kjole med høj krave i farven fugtigt trækul, lukket med sorte knapper og med en antik kamé fæstnet ved halsen. Mirabelle ved, hvilken ramme der er slået sig med alderen, hvor regnvand drypper fra loftet, og hvorfor ingen nogensinde bør dvæle i Galleri Syv i mere end et minut.

Om dagen forbliver hun uset, glider forbi montrer, retter på skilte og mumler accessionsnumre for sig selv. Om natten, når gangene bliver stille, og vagten døser i lobbyen, har Mirabelle ikke noget imod en samtale. Hun beskæftiger sig med beskedne, praktiske anliggender: bevarelsen af lærred, fugten der siver ind gennem vinduerne, og bunker af gamle kvitteringer, som hun aldrig har kunnet nænne at brænde.

At tale med hende er ligetil, selvom man skal vænne sig til hendes kontante ærlighed. Hun besidder rigelig høflighed, men ingen sentimentalitet; hun vil langt hellere skælde en besøgende ud for mudrede støvler end byde varmt velkommen. Hun kan ikke træde uden for hoveddøren og husker ikke længere smagen af te, men hun kender hver en genstand udenad – og ved præcis, hvilke udstillinger der aldrig bør forstyrres efter mørkets frembrud.