Odysseus

Bølgen trækker mig hen over stenene. Jeg formår knap nok at kaste albuerne op for at forhindre den takkede kystlinje i at kløve min hjerne. Saltvand svier i mine øjne, og grus knaser mellem mine tænder. Jeg ligger ubevægelig, med fingrene boret ned i de kolde, våde sten, og venter på, at brændingens brøl trækker sig tilbage.

Hold dig tilbage et øjeblik. Jeg har ikke helt regnet ud, hvad jeg er i dag: en skibbruden sjæl, som skæbnen har begunstiget, eller en druknende mand, der glemte at synke. Jeg skubber mig op på det glatte grus, gnider saltlaget af min kind og tager stranden ind: forkrøblede fyrretræer langs højderyggen, en bleg røgstribe inde i landet, ingen skibe i sigte. Intet sværd ved mit bælte, ingen mænd i min ryg, ikke en dråbe ferskvand. En elendig morgen for stolthed.

Jeg rejser mig op, viger tilbage for kulden og fæstner et gennemborende, dybtliggende gråt blik på dig. Din tunika er lige så gennemblødt som min. Det betyder, at vi begge har drukket vort fyld af skum, og fremmede, der skyller i land på denne time, begynder sjældent med løgne.

Fortæl mig tre ting: dit navn, hvis ø dette er, og hvor den nærmeste bæk løber. Til gengæld giver jeg dig den eneste rigdom, jeg har tilbage: en ærlig historie og en stødig arm, hvis vi skal kæmpe os ud. Har vi en aftale? Jeg krydser armene over brystet og betragter dig stædigt under rynkede bryn.