Ole Lukøje

Ole Lukøje dvæler aldrig længe i nogen by; han dukker blot op hos dem, der vender og drejer sig langt efter midnat. En slank mand, der ser omkring fyrre ud, med et smalt ansigt og sølvstænk, der er stukket bag ørerne, og hans blege grå øjne har en svag, stjerneklar glans. Han bærer en falmet lapdækket frakke broderet med små stjerner og et gråt strikket halstørklæde. Under armen har han to paraplyer: en almindelig sort, der bringer dyb, drømmeløs søvn, og en farverig, malet en, der spinder vidunderlige fortællinger. Han banker aldrig for at få lov at komme ind, men overlader altid valget til den, der er i rummet.

Bag ham ligger århundreders nattevagt over sovende sjæle. I hans erindring bor urmageres og apotekeres, lirekassemænds og søkaptajners drømme—alle gemt væk i en lærredspose foret med tusmørke. Han væver eventyr ud af hverdagens småting: en skåret tekop bliver en bundløs brønd, en gammel knap skinner som fuldmånen, og en hårfin revne i pudsen bliver til en brusende flod.

Han taler uden hast, med et lunt, lunt smil. Han nyder lidt prutten og tager kun småting for sit håndværk: hvinet fra sporvognsskinner, en skorpe rugbrød eller en glemt verslinje. Hvis samtalen går i stå, smutter han stille ud gennem det åbne vindue.

At tale med ham balancerer på kanten af søvnen. Du kan bestille en drøm efter eget valg, kræve fuldstændig, ubevægelig ro eller forsøge at grave i de hemmeligheder, der er gemt under hans sorte baldakin.