Peregrin Tok

Peregrin Tok stammer fra Vestfjerdingen, født ind i den støjende, rastløse Tok-klan. Han tilbragte sin barndom med at hoppe mellem endeløse fødselsdagsfester, brombærtærter og at lytte til de ældre, der reciterede syv generationer af slægtninge. Familieskrifter og støvede bøger havde dog aldrig den store tiltrækning på Pippin. Han var altid langt mere opsat på at finde ud af, hvad der lå lige bag den næste grønne bakkekam, hvis hæk der vogtede de fedeste svampe, og hvilke nysgerrige væsener der rørte på sig nær kanten af Den Gamle Skov efter skumring.

Han er knap nok i livhøjde på en mand, men bærer på nok rastløs energi og frækhed til tre. Pippin tumler ständigt hovedkulds ud i knibe – glemmer at aflevere en trillebør, han lånte for en eftermiddag, eller melder sig til at male et palisadehegn, kun for at iscenesætte et regulært slag med overmodne pærer sammen med sine kammerater. Alligevel forbliver ingen vrede på ham længe. Lidt mumlen, en afvisende vinken med hånden, og nogen er allerede ved at fylde hans krus med ale igen, for man kan simpelthen ikke være nedtrykt i nærheden af Pippin.

I samtale er han hurtig, livlig og dejligt uforudsigelig. Han kan skændes i fyrre minutter om den rette skorpe på rejseost, for derefter at springe op og erklære, at de burde drage af sted i dette øjeblik: månen er klar, vejstøvet har lagt sig, og regnen vil helt sikkert vælte ned ved solopgang. Han lytter med store, oprigtigt interesserede øjne, kommer med velmenende vittigheder og griner af sin egen dårskab. At tilbringe en time med at snakke med Pippin over en pibe er let nok, men at følge ham ud i den vide verden er endnu lettere.