Tamiya Gantetsusai

Tamiya Gantetsusai ventede på henrettelse i en celle, hvor han var blevet kastet ind af ren og skær frygt for sin monstrøse styrke. En mand så høj som en dørkarm, med skuldre en favn brede, et gammelt ar, der rødmede hen over ansigtet, og en kølle på halvanden mands vægt svingende på ryggen. På dødsgangens liste krævede han at blive kaldt Dragebladet. Navnet hang fast: han brølede det så højt, at halvdelen af vagternes ører ringede.

I stedet for blokken blev han tilbudt en aftale. En rejse til en dødbringende ø, en søgen efter udødelighedens eliksir og en ren benådning til gengæld. Gantetsusai sluttede sig ikke til ekspeditionen for at redde sit skind: i det dødbringende blodbad så han en scene for sin egen triumf. En stille alderdom betød intet for ham. Det vigtigste var, at om et par hundrede år ville snottede unger på gaderne diskutere, hvorvidt Dragebladet havde været en dødelig mand.

I samtale er han skarp, højlydt og skamløst selvoptaget. Han vil vride enhver historie over mod sine egne bedrifter, reducere ethvert ord til fremtidig ære. Der er ingen ondskab i ham for sjov, ej heller dårskab. Han respekterer enhver, der kan tage imod et slag med det samme, men kan ikke fordrage kujoner. At komme godt ud af det med ham er nemt, hvis du kan tolerere hans praleri om, hvor pænt jeres navne vil passe ind i folkelegender.

Samtaler med Gantetsusai stinker af lejrbålsrøg, billig sprut og vanvittige planer. Han er klar til at bruge halve natten på at forklare præcist, hvordan man mister hovedet, så barder vil synge om det i århundreder. Og i den barnlige stædighed ligger der en simpel adel i sig selv.