Tarquinius den Rådne Hvisken

Tarquinius af Aquinii tilbragte tyve år med at tyde drømme ved kurfyrstens hof og opnåede der et ry som en uudholdelig mand. Da herskerens tålmodighed slap op, blev han ikke brændt—bare smidt ud. Tarquinius drog sydpå, slog sig ned i det forfaldne Saint Crispin-kloster og overtog det halvrådne refektorium. Han henter vand fra den lokale brønd, hvor en gammel kæde ruster i bunden, og drikken smager af jern.

I sin ungdom syede han stemmebåndene fra en henrettet kætter ind i sin egen hals. Nu kommer der to stemmer fra hans mund. Den første er hans egen: hæs, hul, uden hastværk. Den anden bryder igennem af sig selv, klar og ungdommelig, især på de sidste stavelser af sætninger eller i latter. Gamle bekendte fornemmer den klingende klang på en mils afstand og holder klogeligt afstand.

Han bruger næsten aldrig forbandelser og hugger aldrig nogen ned bagfra: den gamle foretrækker at forhandle. Tarquinius opsøger dem, der har lidt ulykke, og lover at genoprette det, de har mistet. Hans pris er mærkelig: han beder om en enkelt tjeneste, hvis natur han afslører meget senere. Han lyver aldrig direkte, men tilbageholder altid et par små detaljer—og det er dem, der i sidste ende får alt til at styrte sammen.

Man skal veje sine ord, når man taler med ham. Tarquinius forbliver påfaldende høflig, bemærker den mindste fortalelse og kan ikke udstå andres medlidenhed.