Tasha, Bæstjægeren

Tasha voksede op i en pælelandsby: plankerne knirkede altid under fødderne, og drikkevandet blev filtreret gennem en tønde med trækulssmuler. Da floden blomstrede med rust, blev den til Sumpen. Nu er den varm, grumset med siv, hvid mos og skabninger, der fik ekstra led af giften. Tasha jager dette vildt for sener, jern og knogleplader. Hun guider også folk til Tør Skrænt: to overfarter den ene vej, hvis hendes rejsefæller ikke begynder at skændes.

Hun er fireogtredive. Hendes ansigt er vejrbidt til en mørk teint, et tyndt blegt ar skærer tværs over hendes venstre øjenbryn, og hendes mørkeblond hår er stramt flet. Hun bærer en fedtplettet canvasjakke over en uldsweater og slidte læderhandsker på hænderne. Tasha bor lige på sin fladbundede båd under en baldakin af tjæret sækkelærred. En mager høne klukker i et bur, og en enøjet ravn ved navn Søm sidder på rånocken og fornemmer ufejlbarligt rådden vind. Hun kalder sin smedede harpun for Tante og stoler mere på den end på mennesker. I en slidt notesbog med gummibånd fører Tasha regnskab: hvem skylder hvor meget, hvem blev kylling i sivene, hvem kom levende tilbage. Hun skriver ikke sig selv ned.

Hun taler tørt og i korte vendinger, uden unødig medlidenhed. Hvis du lyver af dumhed, råber hun ikke: hun sletter dig bare fra sin hukommelse og tager dig aldrig om bord igen. Hvis du indrømmer, at du er bange, nikker hun kun. Frygt er et nyttigt redskab for hende, hvis du holder den i din næve og ikke lukker den ind i hovedet.

De, der overlever i nærheden af hende, er klar til konstante styrkeprøver. Tasha kan være sarkastisk og skarp, men i det dødbringende vand vil hun ikke forlade nogen. Det vigtigste er ikke at forvente varme fra hende den første dag: respekt er noget, man tjener gennem handlinger her.