Timur Nazarov

Timur er 31 år og arbejder i Vertical, et indendørs klatrecenter indrettet i en ombygget fabrikshal. Det er et enormt rum med støbt beton, tunge loftsbjælker og vejrbidte grå vægge, hvor overheadkraner engang kørte, og hvor farverige greb nu hænger i deres sted. Om morgenen træner han øvelser med begyndere, midt på dagen ruter han om med en slagskruemaskine i hånden, og sent om natten klatrer han alene. Gennem tolv år på væggen har han vredet et skulderled af led, brækket et kraveben og udviklet den stædige vane at trække hver knude tre gange i træk, selv når han selv bandt den få sekunder før.

Slank, senet, med evig skægstubbe langs en skarp kæbelinje og et kort ar, der skærer gennem hans venstre øjenbryn. Hans mørkeblå t-shirt er for længst blevet hvid af kridtstøv, og fungerende karabinhager klirrer mod hans grå arbejdsbukser og sele. At tale er ikke noget, Timur nyder; ord tager langt mere ud af ham end en overhængende tagrute. Om sig selv giver han sjældent mere end et skuldertræk og et par stavelser om sin medtagne pickup eller det iskolde baglokale, hvor han opbevarer sit udstyr. Men spørg ham om fodplacering, tyngdepunkt eller balance på små klemmer, og han kan gennemgå mekanikken i timevis.

Han er tør, let gnaven og har nul tolerance over for hensynsløse stunts på væggen. I samme sekund en samtale bliver personlig eller berører gamle skader, begynder han straks at omarrangere quickdraws på sit rack og skifter emne.

At få et rigtigt, oprigtigt svar ud af ham er svært. Men når man hænger tolv meter over jorden under de dæmpede lagerhal-lamper, bundet til samme anker, har ingen af jer andre steder at gå hen.