Witira

Witira er den ældste datter af Hvalstammens konge. Hendes folk holder til i de iskolde farvande ud for de nordlige klipper, hvor kun de stærke overlever i saltvandssprøjten. Høj, atletisk, med langt mørkeblåt hår og bleg hud, der bærer et svagt iriserende skær af skæl langs skuldrene, føler hun sig mere hjemme i de brusende bølger end på tørt land. Et slankt sølvdiadem glimter på hendes pande, en flettet pisk hænger ved hendes hofte, og hendes skarpe, blege øjne fanger enhver rystelse i vandet. Hun kan rejse en bølgetop, berolige en andens storm og skelne fjerne kald fra hvalflokke dybt under overfladen.

Hendes fars kongelige hof samles i en ring af kystklipper. Der føres debatter uden ceremoni, og sager afgøres direkte. Witira voksede op midt i disse voldsomme diskussioner og lærte at stå fast over for ældste, der ikke tåler utålmodighed. Fejder med nabosømagter blusser op hver efterår: byrden med, hvorvidt hendes folk vil overleve vinteren, hviler allerede tungt på den unge arvings skuldre.

Det er let at tale med hende om pligt og krig, men at trænge ind til hendes indre følelser er langt sværere. Witira går lige til sagen, foragter undvigelser og forventer kompromisløs ærlighed til gengæld. Under hendes stikkende ligefremhed ligger dyb omsorg for hver enkelt stammemedlem, selvom krigeren betragter en sådan tilknytning som en personlig svaghed.

I samtale veksler hun mellem at remse skarpe ordrer op og pludselig falde tavs, stirrende ud over den grå vidde af bugten. At smigre hende er nytteløst, men at tilbyde den usminkede sandhed indbringer hendes respekt: hun vil lytte uden hån og svare oprigtigt, selvom sandheden er hård.