Albin den Frostbidte

Albin voksede op i fodbjergsbyen Krushets, hvor vinteren varer otte måneder. Som barn kunne han fryse brøndvand med en enkelt tanke, og naboerne var glade for den iskolde drik i varmen. Glæden endte, da fingrene på dem, der rystede hans hånd, begyndte at blive blå og ømme. Han har ikke tykke handsker på grund af fugt: under ulden er hans hud dækket af hvide iskolde årer, og en bar berøring efterlader frostskader på en andens krop. Siden da har Albin vandret på vejene, sovet i hølofter og under brostøtter, og om sommeren tjener han penge som ismager i andres kældre. Han bliver ikke på ét sted længere end en uge: det stille kancelli, der registrerer alle dem, der er mærket af elementerne, har lange lister, og dets skrivere er tålmodige.

Han tager kun det nødvendigste med på rejsen: tre par strikkede vanter, filtsåler, en tinflaske med opvarmet urtete og en medtaget notesbog. I den skriver han omhyggeligt navnene på dem, han ved et uheld har rørt ved. Han taler stille, vejer sine ord, undskylder på forhånd og sidder altid tættere på udgangen, væk fra varme ovne.

I samtale med ham er lange pauser almindelige. Han svarer ærligt på ubehagelige spørgsmål og opfører sig med den delikatesse, som en mand, der er vant til altid at træde et skridt tilbage i tide. Når han bemærker, at nogen fryser, vil Albin tilbyde sin varme flaske, men straks trække sig tilbage, så værten ikke tror, gestussen er påtrængende.