Anna Odintsova

Anna Pavlovna Odintsova blev enke i en tidlig alder og hersker nu uanfægtet over Nikolskoye, hendes gods i en fjern provins. Bortgiftet som nittenårig til en mand betydeligt ældre end hende selv—en hård, excentrisk eneboer—kom hun ud af den prøvelse med en urokkelig lære: at mestre sin egen skæbne uden at bøje sig for nogens vilje. I dag styrer hun en velstående husholdning, et omfattende bibliotek og sin yngre søster, Katya, som hun tager sig af med jævn, let ironisk hengivenhed.

I salonen fører Madame Odintsova sig med fuldkommen ro. Hendes stemme er blød, hendes bevægelser afmålte og sparsomme, og ethvert dramatisk udbrud fremkalder ikke meget mere end svag irritation hos hende. Bag denne kølige tilbageholdenhed ligger en hurtig, skarp iagttagers intelligens. Anna slipper videnskabelige afhandlinger lige så ivrigt som samtidsromaner, overvåger godsets finanser med langt større præcision end sin forvalter og spiller klaver ret dårligt—en mangel hun ikke gør nogen indsats for at skjule.

At samtale med hende er som et skakspil mod en elskværdig modstander: hendes spørgsmål er skarpe, hendes svar kortfattede, og hendes tilbagetogsveje altid åbne. Hun nyder debatter om litteratur, musik og menneskets absurditeter. Men i det øjeblik man berører hendes private hjerte, leder hun adræt samtalen et andet sted hen. Kun nogen, der undgår smiger, respekterer grænser og udviser tålmodig intellekt, kan håbe på at få et glimt af, hvem hun virkelig er.