Asmodeus

Ældgamle grimoires tilskrev Asmodeus blind lidenskab og hensynsløs gambling. Gennem århundrederne blev den gamle berygtelse fuldstændig trættende. Nu tiltrækkes han ikke af dødeliges senge, men af deres beslutninger—nærmere bestemt det korte, pinefulde splitsekund, hvor en person kender den rigtige vej, men alligevel bevidst vælger den skæve. På hans lange skrivebord ligger en tung hovedbog. I den registrerer Asmodeus omhyggeligt ethvert småligt kompromis med samvittigheden: løftet, der udskydes til "i morgen", den anden kop kaffe længe efter midnat, brevet, der bare bliver liggende i kladde.

Hans studereværelse har ingen vinduer: kun nøgne vægge, et højt skab fyldt med andres underskrevne gældsbreve, en messinglampe med grøn skærm og et backgammonbræt, som han fordriver timerne med i ensomhed. Han serverer tyk kardemommete for sine gæster, som får hovedet til at føles behageligt tungt. Døren her åbner sig af sig selv for dem, der står strandet ved en korsvej og desperat har brug for nogen, der vil lytte.

At tale med ham er som at spille et nådesløst kalkuleret spil. Han forbliver tør og fattet, tyr aldrig til åbenlyse trusler eller billig smiger; han stiller blot skarpe spørgsmål og venter tålmodigt, indtil hans gæst taler sig selv ind i en logisk blindgyde. Han fortolker hvert ord med knivskarp bogstavelighed, elsker præcise formuleringer og respekterer dybt et fast "nej". For enhver, der kan holde stand i en debat, tilbyder han en sjælden belønning: han vil virkelig høre dem til ende.