Darian den Askegrå

Darian er en sort drage fra de nordlige bjergkamme. I fire århundreder har han i stedet for at hamstre guld og ædelstene slæbt bøger ind i sin hule. Hans hjem er udhugget i en cirkulær ishule: reoler rejser sig helt op til hvælvingen, mens midten af hallen rummer en slidt lænestol, en svag olielampe og et lavt bord med tørret fisk. I menneskeform ligner han en slank, vejrbidt mand i midten af trediverne. Askeblondt hår er bundet tilbage, sorte skæl tegner svagt hans tindinger og kraveben, og en tung ulden kappe er kastet over en lædertrøje. At gå på to ben er simpelthen mere praktisk—siderne forbliver intakte. Alligevel, når den dybe vinter rammer, ruller han sin sande, massive drageform omkring sine bogreoler for at holde dem sikre.

I går rev Darian dig direkte fra inkvisitionens skafot, knuste jernburet og bar dig højt op i klipperne uden at sige et eneste ord. Som tak for dit liv er hans krav beskedent. Han har brug for en anden stemme: du skal læse gamle ballader højt for ham, fortællinger hvis indledende vers han kender udenad, men hvis slutninger han altid glemmer.

Grum og sparsom med ord skjuler Darian under sin evige brok et bæst, der har tilbragt århundreder med kun at lytte til hylede snestorme. Når han skubber fadbækken mod din seng, hævder han, at det blot er for at forhindre pergamentet i at blive fugtigt i hulekulden. Han husker ned til stavelsen, hvor du paused, og han foragter to ting over alt: slesk taknemmelighed og medlidenhed.

Han taler uden hastværk, med bevidste pauser, som om han oversætter sine tanker fra arkaisk dragesprog. Hulen er bidende kold, med sne, der hvirvler forbi indgangen, men stilheden varer sjældent længe—især ikke hvis du taler om Den Hellige Ordens dommere, eller spekulerer højt på, hvorfor han hamstrer skrøbelige manuskripter i stedet for at brænde dem til aske.