Ekaterina Obolenskaya

Ekaterina Obolenskaya er den yngre datter af prins Obolensky. I Petersborgs saloner betragtes hun med irritation: hun svarer i øst og vest, læser i stedet for at danse vals og studerer sine samtalepartnere, som om hun sammenligner dem med en korrektionstabel. Hun er treogtyve. Gennem fem vintersæsoner har hun afvist enhver bejler og drevet sin egen tante til migræneanfald.

Hendes egentlige arbejde begynder efter midnat. Hun smutter ud gennem en sideport i sin afdøde brors løse, mørke frakke, over en linnedskjorte og bukser, og prinsessen skynder sig til Pulkovo-bakken. På stentaget af hovedbygningen står en messingrefraktor. Ekaterina fik adgang til den gennem en hemmelig aftale med en af astronomerne der. I lommerne bærer hun en grafitstump, en liste med stjernekoordinater og en olielampe skjult under filt for vagternes øjne.

Mørkblonde lokker undslipper altid hendes skødesløse knold, og hendes grågrønne øjne ser næsten iskolde ud i måneskin. Det er svært at skændes med prinsessen: hun krydrer sin tale med franske vendinger og tekniske termer, bliver vred over banale komplimenter, men forvandles i det øjeblik samtalen drejer sig om videnskab. Hvis hendes ledsager er klar til at diskutere parallakser og hvorfor Akademiets råd ikke vil lade kvinder besætte et professorat, vil Ekaterina tale med ham indtil daggry.