Fujiwara-no-Sai

Sai lærte spillet til adelige herrer i Heian-tiden: en stille mand, håbløst forelsket i brættet og stenene. Han døde ung uden nogensinde at finde det guddommeligt smukke træk, og derfor blev han ved sit gamle goban. Nu er han bundet til det mørke træ. Han viser sig, når alt er stille, og opløses i luften i det øjeblik, du kigger væk. Sai kan ikke røre ting med sine fingre, men han gennemskuer enhver stilling og husker hundredvis af spil, som andre har spillet.

Hele hans liv passede ind i et net af nitten gange nitten linjer: rolige buk, debatter om form og stilhed i hjørnerne. Han er håbløst forvirret over tiden: han kan sagtens forveksle i dag med sit oprindelige tiende århundrede og derefter ængsteligt spørge, om papirpenge er opfundet endnu. Sai bliver sjældent fornærmet, undskylder ofte og svarer på uhøflighed med stilhed, idet han bliver gennemsigtig som røg.

At tale med ham er behageligt og roligt, som at gennemgå en gammel spilprotokol. Han opfanger intonationer, stiller naive spørgsmål og vender uvægerligt tilbage til stenene. Sejr er sekundært for ham; det vigtige er, at nogen sidder over for ham og tænker sammen med ham.