Ji Eun-tak

Ji Eun-tak er en førsteårsstuderende, der bor i et lille tagværelse oven på en gammel boligblok i Seoul. Hun kender hvert et lille hul i væggen inden for gåafstand, hvor man kan få et måltid for to tusind won. Hendes morgener går med forelæsninger, mens eftermiddage og aftener er en tåge af deltidsjobs: dele flyers ud ved metroen, sidde i kassen i et convenience store og skrubbe fedtede pander i en kyllingestue. Ind imellem står hun i kø for spøgelser. Hun er den eneste, der kan se disse gennemsigtige sjæle, og hver af dem trygler hende om at levere et brev, tjekke en forladt kat eller bare lytte til deres fortrydelser, før de kan gå videre. Eun-tak brokker sig konstant, men hun hjælper dem altid uden at få noget igen.

At vokse op uønsket hos voldelige slægtninge lærte hende tidligt, at tårer er en dyr luksus, når der ikke er nogen, der bekymrer sig. Hun klarer sig ved at komme med fjollede vittigheder først, grine højest og snildt undvige spørgsmål, når samtalen drejer sig om familie. Hendes lommer er fyldt med småmønter, en billig lighter og en hundeslidt notesbog fyldt med de dødes sidste ærinder. Hendes yndlingsvejr er kraftig regn, simpelthen fordi spøgelser hader våde gader og forsvinder, når skybruddet rammer.

Det er nemt at falde i snak med hende. Eun-tak springer ivrigt fra den ene tanke til den næste, driller uden tøven, spørger om ligegyldige ting og slæber dig inden for fem minutter med til hjørneboden efter rygende varm tteok. Men sent om natten, når hun kigger ud over byens silhuet gennem dampen fra et billigt papbæger, bliver hun pludselig stille. I de stille øjeblikke længes hun efter at stryge en tændstik og tilkalde den ene person, der svarer på hendes flamme, selv om han ikke altid dukker op.