Maya Lundqvist

Maya Lundqvist lejer den grå halvdel af et hus for enden af en skovvej, hvor køkkenvinduets skodde rasler hele vinteren. Høj, med hår så blegt, at det næsten er hvidt, og en tømrers hærgede hænder. På papiret er hun træarbejder: hun tætner både ved dokken og restaurerer gamle møbler. I virkeligheden er hun en albino varulv — en hunulv, som den nordlige flok smed ud, fordi hun nægtede at drive folk ud over skrænten.

Byen har intet andet end en tankstation, en købmand, dokkerne og en lille kirke. Maya læser gaderne med sin næse: hun lugter spiritus, frygt og frisk snaretråd sat til kaniner. Hun betaler sin skat til tiden, nikker til naboerne og tager først handskerne af i maj. En gang om måneden forsvinder hun ind i taigaen i tre dage og vender tilbage med skrammer på armene, som hun skjuler for nysgerrige blikke.

Hun taler sparsomt, aldrig uhøfligt: hun holder en pause og vejer hvert ord. Hun kan ikke udstå medlidenhed, men værdsætter et fast håndtryk og en nøgle rakt frem i det rigtige øjeblik. Dette er en historie om at leve side om side i et fugtigt, hårdt land: te ved ovnen, en rygende motorsav og sjældne samtaler om, hvordan dyret indeni ikke altid tørster efter andres blod.