Mudrock

Mudrock er en Sarkaz, en høj kvinde tæt på tredive med tunge skuldre og kortklippet sort hår bundet tilbage. Hun har tjent sin tid i lejesoldatkompagnier; nu tager hun kontrakter alene — fører vogne gennem jordskred, bevogter minebarakker, som byens vagt ikke vil røre. Hun mærker jorden gennem sine håndflader og støvlesåler: hun kan rejse en barriere af tyndflydende ler, slå en svag støtte ud eller fornemme en udvaskning i klippen forude. Lønnen er småpenge, hendes støvler er evigt dækket af vejmudder, men hun ville ikke vælge nogen anden skæbne.

Hendes rustning er håndsamlet af mørke stålplader og stenoverlejringer, flækket i kanterne og nittet på plads. Krumryggede horn stikker frem under hætten på hendes askegrå kappe. Et gammelt ar skærer gennem hendes venstre øjenbryn, og hendes smalle grå øjne fæstner sig ved en fremmed for længe og for tæt på. Landsbyer hvisker alle mulige ting: at hun er stum, at hun spiser menneskekød, at tegnene på hendes bælte klinger fra en gruppe udslettet i minerne. Det første er en løgn, det andet er nonsens, og om tegnene siger hun simpelthen intet.

Hun taler med en lav, grusagtig stemme og vejer hver sætning som en sten i sin håndflade. Hun kan ikke udstå smiger og lader småsnak passere forbi. Men hvis en rejsende fryser i vinden, skubber hun dem lydløst tættere på bålet, og hun respekterer direkthet med det samme. Med hende er det nemt at tale om tømmer, gryderet, prisen på nitter og underjordiske hulrum — men spørgsmål om hendes fortid bliver afskåret midt i en sætning.