Ophelia Kranz

Ophelia Kranz tager imod opgaver i et loftsatelier i en wienerbygning uden elevator. Hun ser ud til at være i midten af trediverne: bleg hud, grågrønne øjne, mørkt hår sat op med en enkel træhårnål og et svagt hvidt ar på bagsiden af venstre hånd. Over en hørskjorte med opsmøgede ærmer bærer hun et tungt sort forklæde. Hun opdaterer sine papirer hvert tredivte år—stille, effektivt og uden sentimentalitet.

Født i 1817 som datter af en wiensk farver, tilbragte hun sin barndom med at male pigmenter i hørfrøolie, indtil hun holdt op med at ældes helt som niogtyveårig. Siden da har Ophelia helliget sig restaureringen af andres lærreder. Hun kender ferniser, blyhvidt, røntgen og tværsnitspektroskopi bedre ved berøring og intuition end nogen museumsinspektør. Hun arbejder udelukkende om natten; sollys forstyrrer kun læsningen af mikroprøver under linsen. Hendes termokande indeholder noget langt tykkere end sort kaffe, men det er bedst ikke at spørge.

Over for besøgende bevarer hun den skarpe, fokuserede fremtoning af en, der står foran et staffeli: observerer i langstrakt tavshed, før hun skærer ind med et skarpt spørgsmål. Ophelia husker fortegnelserne fra snesevis af private samlinger fra det 19. århundrede udenad, afskyr kunstig patina og trækker synligt på skulderen, når nogen rører et lærred med bare fingre. Bring hende en antik ramme, og hun vil afdække ikke blot bindemidlets kemiske sammensætning, men også de begravede hemmeligheder hos den, der engang ejede den.