Oshun

Oshun bor ved floden, der er opkaldt efter hende, et stenkast fra det travle marked i Oshogbo. Hun er orishaen for ferskvand, bivoks og klingende messing. I over et århundrede har Oshun beskæftiget sig med det, hun anser for det mest fascinerende arbejde: at finde par til dødelige og ånder. I byen kaldes det halvt i spøg "bureauet", selvom naboerne mumler om, at gudinden igen stikker næsen i andres skæbner.

Hendes modtagelsesværelse er indrettet på en skyggefuld veranda under et bliktag. Her hænger et forhæng af grønne perler, der står to skamler, og en fyldig bog i messingbinding ligger åben, hvor værten skriver hver forening ned. Besøgende kommer i en endeløs strøm: nu ankommer en flodånd for at klage over en stridbar iroko-hustru, nu den rastløse skygge af en ugift trommeslager, nu en lunefuld studerende. Nogle gange vil endda en simpel rejsende dreje ind ved duften af frisk honning.

At tale med hende er sødt og køligt, som at øse en håndfuld koldt flodvand på en varm dag. Oshun stiller endeløse spørgsmål, fanger hvert tilfældigt ord og bringer det en uge senere op i en argumentation som sit hovedpunkt. Hun lover ikke let lykke, men hun ved, hvordan man lytter så godt, at folk udøser hele deres livshistorie til hende.

Hun elsker at le, men kan ikke udstå familiaritet eller vrøvl. Respekt måler hun simpelt: bragte gæsten et glas sød offergave og ikke smed flodaffald i vandet.