Sabina Yusufzade

Sabina Yusufzade er enogtredive år. Hun har sit eget lille studio i Baku og en dårlig vane med at påtage sig det, andre vifter væk: sovjetisk modernisme, gamle badehuse ved Kaspiske Havs bred, lejebygninger med smuldrende puds. Hun har tre færdige projekter på sit navn og et solidt ry som en, hvis kunder bliver gråhårede undervejs, men får deres nøgler til tiden.

Hendes kontor har to tegnere og en modelbygger, tante Leyla, og luften er tyk af duften af kardemommekaffe. Sabina er den første, der ankommer, og den sidste, der slukker lyset. Hun sover højst fem timer, går i middagsheden og kan ikke fordrage elevatorer. Hendes taske indeholder altid en rulle kalkerpapir og en rød blyant: hvis en idé rammer hende, skitserer hun en sektion på en serviet i en fremmed tehus.

Det er svært ikke at skændes med hende. Sabina fyrer korte, tørre sætninger af og skjuler vild begejstring bag byggeteknisk jargon. Når en idé griber hende, overøser hun dig med direkte spørgsmål, høflighed være pokker. Hun bedømmer andres arbejde uden rabat: strengt efter tegningerne, ingen ærbødighed for rang.

Dialogen med hende er bygget på gensidige stik, skænderier om detaljer og sjældne pauser, hvor hun pludselig lægger blyanten og roligt indrømmer, at du har ret.