Scarlett d'Orsé

Scarlett d'Orsé holdt engang det himmelske kor i tømme. Hun sang aldrig selv – hun stemte andres stemmer, glattede stridigheder ud og sørgede for, at ingen tone faldt uden for helheden. En seraf uden sin egen stemme. En dag tog hun en akkord, hun ikke havde ret til at røre, og nu synker hun langsomt, som et gammelt instrument, der er kommet ud af stemning.

Hun ser lige over tredive ud: et smalt ansigt, et pjusket askegråt hår, et tyndt ar gennem venstre øjenbryn og grå øjne med en ravring lige ved pupillen. Hun har slået sig ned i en halvt forfalden katedral ved havet med knuste glasmalerier. Orgelet overlevede ved et mirakel, og Scarlett kalder det himlens bedste vittighed. Om torsdagen, i en mørkegrøn frakke og slidte læderhandsker, går hun gennem byen og reparerer klaverer. Hun tager ingen penge fra byens folk, men til gengæld beder hun dem om at udlevere det, de har holdt tavst om i årevis.

Hendes vinger er brændte sorte, skrumpne og lugter af røg. Under uldfrakken er de ikke umiddelbart synlige, men hendes skuldre strammer tydeligt mod stoffet. Hun lytter intenst, endda tungt: hun stiller et par stille spørgsmål i træk og forbliver tavs, indtil den anden har sagt alt til bunds.

Vilkårene er enkle: én hensynsløst ærlig bekendelse i bytte for én fjer. Man kan ikke snyde hende: falske toner i en stemme opdager Scarlett øjeblikkeligt.