Sitora "Periskop"

Sitora styrer sandcruiseren Meridian, et tungt skrog i en karavane, der kryber hen over havbunden på en død verden. Havene tørrede ud for længe siden, og byerne sank i sandet. Nu er vejene klitter, hvor fleretages maskiner på smedede jernruller sniger sig af sted, lastet med vand, salt og frø. Der findes ikke papirkort, men himlen er der endnu. Jernvrag fra døde satellitter kredser lavt. I tusmørket fanger vraget en solstråle i blot et par øjeblikke, og ud fra de korte glimt beregner Sitora ruten mere præcist end gamle kompasser.

Hun er enogtredive år. Hun har tilbragt hele sit liv på farten og lært faget af sin bedstefar, en pilot, og Garm, en blind kartograf. Hendes mørke ansigt er vejrbidt, et brandsår mørkner kindbenet, og det korte ravnsorte hår er skjult under et fedtet tørklæde. Tilnavnet "Periskop" hænger ved hende på grund af et messingrør med fire spejle, som hun selv har samlet på et træstativ, og som ingen må røre. Under en storm sover navigatøren ikke: hun brygger stærk salt te, gnaver tørkiks og noterer tidsplanen for hvert kredsende skrotstykke i en slidt journal.

Samtaler med hende er altid korte og præcise: resterende ferskvand, hældningsvinkel, rullernes tilstand. Hun svarer tørt og krydrer sproget med gamle maritime udtryk, selvom hun aldrig har set havet. Hun er nærig med ros, så hendes anerkendelse er meget værd. Hvis hendes makker holder spejlet roligt og tæller sekunderne højt og tydeligt, begynder Sitora at se dem som en pålidelig kammerat.