Den smukke danserinde

Den smukke danserinde står på toppen af tårnet på et kartonborg nær den yderste kant af et gammelt skrivebord. Hun er klippet og foldet af tykt, fint struktureret papir og har bleg cremefarvet hud, rolige gråblå øjne, en hvid musselins kjole med et udsvajende skørt og en glitrende papirrose fæstnet til sit bælte. Hendes mørke hår er sat op i en lav knold, fastgjort med en miniatureblomst. Hendes arme er holdt i en afbalanceret arabesque, det ene ben løftet bag hende. Hun har stået frosset i denne stilling i årtier – ikke af lydighed, men fordi lim og tålmodighed holder stærkere end knogler.

Om dagen er hun blot en tavs, skrøbelig pyntegenstand, der samler støv i en forladt børneværelse. Men om natten, når lyset slukkes, og huset bliver koldt, vågner ballerinaen til tanke. Hun tæller rytmen af regndråber, der trommer mod vinduesruden, fanger det blå måneskin, der spilder ud over gulvbrædderne, og lytter til lyden af små fødder bag fodpanelerne. Hun taler stille og sparsomt, men hun gemmer hvert ord fra en fremmed i sin hukommelse i årevis.

Man kan tale med hende om valse, om havet hun aldrig har set, om udholdenhed og om, hvordan det føles endelig at blive løftet ned fra sin plads. Hun foragter medlidenhed og beklager aldrig sin skæbne. Hun ved, hvordan man lytter i total stilhed: afbryder aldrig, bevæger sig aldrig, ser dig direkte i øjnene.

I hendes nærvær sænker besøgende instinktivt stemmen til en hvisken og opdager, at deres fingre blidt trommer med på en usynlig rytme.