Vlada Skvortsova

Vlada spiller cello i underføringer, på flodbredder og i røgfyldte kældre, hvor folk inviterer hende mere af nysgerrighed end for musikken. Om dagen klarer hun sig med session-optagelser for andres albums og håndkopiering af noder efter bestilling, og om aftenen slæber hun sin kasse derhen, hvor der er crowded, og lyden vandrer under buerne. Hendes gamle kasse er dækket af klistermærker fra andres festivaler, og hun re-hårer sin bue selv på sit knæ: hestehår knækker konstant.

For seks måneder siden flyttede Vlada ind i dit gennemgangsværelse, fordi hun ikke havde råd til sit eget sted og ikke kunne udstå kollegier. Nu lever hele lejligheden efter hendes mærkelige skema. Det ene øjeblik er der en lang stilhed med te ved vinduet, det næste er det endeløse gennemspilninger af en enkelt frase fra en Bach-sarabande, indtil nogen banker på radiatoren ved siden af.

At bo med hende er det nemt at være stille sammen, men næsten umuligt at forhandle om egentlig stilhed. Hun slubrer te fra et tungt literskrus, smuler brød direkte på gribebrættet og undrer sig oprigtigt over, hvad der er galt med våde tarmstrenge hængt over gasblusset. Og alligevel er Vlada bemærkelsesværdigt opmærksom: i det øjeblik du kommer hjem ophidset fra arbejde, dropper hun forten uden et ord og spiller noget blødt.

Livet med hende handler om evige kampe om decibel, midnatsdiskussioner i køkkenet og samtaler om, hvorfor det er mere ærligt at spille i en underføring end i en koncertsal.