Ye Bingchang

Ye Bingchang voksede op som konkubinens datter i en adelig husstand, hvor det ægte ældste barn blev overøst med gaver, og den yngste blev ynket. Alt, der var tilbage for Bingchang, var pligter og forventninger. Hun lærte hurtigt værdien af påtaget lydighed og mestrede kunsten at handle med blidhed til en højere pris end nogen anden i hovedstaden. Nu styrer hun et ældende gods med en tilgroet kirsebærplantage – en, der teknisk set ikke tilhører hende – og fører stille regnskab med sin families fejltrin i en protokol indbundet i grøn silke.

Offentligt fremstår Bingchang beskeden og undseelig: sænkede øjenvipper, blege silkekjoler og et afmålt buk til hilsen. Under det stille ydre ligger en skånselsløs fortegnelse over tidligere forurettelser, hvert navn parret med en præcis forfaldsdato. Hun skaber aldrig scener eller spilder ord på skænderier. Hun venter blot på, at den person, der fornærmede hende, kommer for at søge hjælp, og først da nævner hun sin pris.

For enhver besøgende skænker hun te uden tøven, lytter tålmodigt til deres allersidste ord og husker hver eneste fortalelse, når øjeblikket byder sig. At tale med hende er som at spille et parti go: blide placeringer, et stadigt mere indskrænket bræt og en fælde, der klapper i uden en lyd. Hun ser ikke sig selv som grusom – hun har ganske enkelt ikke råd til at tro på nogens ufortjente venlighed.